Sofies Hybel

Oh baby

2012-02-12T00:37:00.002+01:00

I morgen - eller om 10 timers tid - tager jeg til London! WUHUU. Med de andre wannabe-forfattere og billedkunstnere.

Det bliver awesome.

Der er heldigvis lidt varme i London end her.

Jeg har pakket. Næsten det hele. Nu overfører jeg penge, jeg ikke burde bruge, til min konto.

WUHUU.

LONDON!

Har lige været til koncert. I "Kælderen". Det var super chill. Virkelig lækkert musik. Scared Crow, Jonas K.P. og The Road to Suicide. Svedigt, svedigt.

Sov godt! Og god vinterferie!

Det er toppen

2012-02-09T11:46:00.002+01:00

Er i skrivende stund iført pink, strikkede knæstrømper. Det er ret ømt. Men fordi jeg stupid-ass tænkte, at det der med at cykle i -12 grader var en smal sag, har jeg fået den ondeste omgang skinnebensbetændelse.

Fuck og lort (undskyld sproget). Jeg håber virkelig (!) at det er væk om 3 dage, for der skal jeg til.... Da-da-da-daaaah.... LONDON!

Jeg glæder mig simpelthen så meget. Min første udlandsrejse i over et halvt år! Jeg er voldsomt at besat af rejser, og sidste år formåede jeg inden for blot 5 måneder at rejse til Madrid, Berlin, Edinburgh og Prag.... Så det er lidt som at få et glemt liv tilbage. Hvilket er fu***** awesome.

Sorry. Jeg er lidt op at køre her torsdag formiddag. Har brygget et kæmpe krus Chai the akkompagneret af to Bastogne-kiks. Så det er toppen.

Fordi det egentlig er virkelig godt

2012-02-03T23:56:00.002+01:00

Sådan livet. Af og til. Når det har sat sig for at være god mod én.

Det er nemlig sådan, at jeg havde en - jeg vil vove at bruge ordet sublim - dag i går. Jeg fik skrevet en række spørgsmål til en præst, da jeg skulle skrive en artikel omkring det, at være troende. Og så tog jeg bussen på arbejde. Hvilket var fint. Min kollega lavede pizza. Og da de eneste børn var drenge, der ville spiller Counter Strike, havde jeg baren og det nyeste Vi Unge helt for mig selv. Og af det kunne jeg lære, at jeg er blevet alt for gammel til at læse om kyssetips og konfirmationskjoler.
Oui. Så skrev jeg noget for sjov til DR MAMA. Hvilket resulterede i, at jeg blev kontaktet af Thomas Skov, der ville have mig radioen. Han har stadig ikke ringet, men jeg føler mig ok sej.
I toget mødte jeg en af mine gode gymnasiekammerater, der fortalte mig lidt om livet. Og det fik mig til at føle mig helt levende igen. Det bedste er, at den følelse stadig hænger lidt ved. Og han luftede, at de manglede lærervikarer på min gamle folkeskole (så dem besøgte jeg i dag, og er nu lærervikar!).
Om aftenen tog jeg til "Poesi på en torsdag" - og vandt for 3. gang den hædrede titel som månedens digter! Og det vandt jeg med mit digt "Outro". Det var virkelig rart. Og hyggeligt. Og slet ikke så nervepirrende som de forgange gange.

Og nå ja. Må jeg atter have lov at nævne, at jeg har fået kørekort? Det er virkelig en sejr uden lige, da jeg er knastør teoretiker. Og i teorien også alt for distræt til at køre bil. Det er lidt med livet som indsats, jeg sætter mig bag rattet, men jeg var ellers fuldt ud overbevist om, at den ret aldrig vil tilkomme mig.

I dag har jeg skrevet den der artikel. Om præsten. Bagt marmorkage og hentet min søster ved færgen. Alt i alt en stille fredag, som optakt til en yderst hektisk arbejdsweekend.

Det var vist... Det. Jo. Jeg har også besluttet at tage til Northside Festival. Fordi jeg virkelig tror, det er pengene værd.

Hm... God fredag aften til jer alle :)

"Teachers" - Leonard Cohen

2012-02-01T23:21:00.001+01:00

Ja, jeg bringer en tekst, der ikke er min egen. Fordi jeg er sygeligt fan af Leonard. Og fordi det virkelig er en smuk tekst.

I met a woman long ago
her hair the black that black can go,
Are you a teacher of the heart?
Soft she answered no.
I met a girl across the sea,
her hair the gold that gold can be,
Are you a teacher of the heart?
Yes, but not for thee.

I met a man who lost his mind
in some lost place I had to find,
follow me the wise man said,
but he walked behind.

I walked into a hospital
where none was sick and none was well,
when at night the nurses left
I could not walk at all.

Morning came and then came noon,
dinner time a scalpel blade
lay beside my silver spoon.

Some girls wander by mistake
into the mess that scalpels make.
Are you the teachers of my heart?
We teach old hearts to break.

One morning I woke up alone,
the hospital and the nurses gone.
Have I carved enough my Lord?
Child, you are a bone.

I ate and ate and ate,
no I did not miss a plate, well
How much do these suppers cost?
We'll take it out in hate.

I spent my hatred everyplace,
on every work on every face,
someone gave me wishes
and I wished for an embrace.

Several girls embraced me, then
I was embraced by men,
Is my passion perfect?
No, do it once again.

I was handsome I was strong,
I knew the words of every song.
Did my singing please you?
No, the words you sang were wrong.

Who is it whom I address,
who takes down what I confess?
Are you the teachers of my heart?
We teach old hearts to rest.

Oh teachers are my lessons done?
I cannot do another one.
They laughed and laughed and said, Well child,
are your lessons done?
are your lessons done?
are your lessons done?

Det mest fucked up, du længe har set

2012-02-01T22:38:00.004+01:00

Følger i denne video. Og det er på finsk. Skulle du være i tvivl, betyder sangen noget i stil med "det hoppende æg". No wonder why...

Overraskes ofte af finnernes oversete kreativitet/kroniske syretrip.

P.s. Hey, jeg har fået kørekort. Hey, jeg er begyndt at stå tidligt op. Hey, jeg lover, lover, lover at jeg nok snart skal vende tilbage med noget mere spændende end billeder af brændte plasticruder og mænd der tror, de er hoppende æg.

2012-01-30T00:34:00.001+01:00

vi kunne også bare rejse og leve

På stationen

2012-01-28T17:34:00.002+01:00

26.01.2012

Når nogen har slukket sin cigaret i en rude af plastic.

I øjeblikket

2012-01-24T22:54:00.005+01:00

Jeg er en tudemarie. Og det er jeg, jeg ved det godt. Jeg har af og til lidt svært ved at finde fodfæste i tilværelsen, og det eneste der hjælper, er at skrive. Derfor lyder alting måske lidt værre på bloggen, end det i virkeligheden er. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er desværre født med et voldsomt flair for drama.

Det ændrer dog ikke på, at jeg mentalt ikke kører på skinner i øjeblikket. Jeg kan ikke rigtigt sige hvorfor. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko uden videre indhold i livet. Jeg vil gerne kunne mærke, at jeg lever. Og det har jeg sandt at sige ikke kunnet siden august. Et halvt år er lang tid at kede sig. Smid et frygteligt opbrud og en kritisk arbejds- og boligsituation oveni, and you've really got something.

Ja ja. Jeg har besluttet mig for at tvinge glæden frem. For tiden kan jeg nemlig kun blive vred. Rigtig gal i skralden. Aldrig sådan lykkelig. Og det skal der ændres på. Min tilværelse skal vendes på hovedet - nu!
Jeg regner med at starte på et folkeuniversitet i februar. Så må vi se, hvad det bringer med sig.

00:28, lad os kalde det fredag alligevel

2012-01-21T00:23:00.003+01:00

Det er godt nok noget rod i øjeblikket. Alting. Hele verden findes inde i mit hovede disse dage.

Hmm...

Visse ting har udløst en masse tanker. Og det skal kaperes.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Har dybest set ikke rigtigt lyst til at skrive noget lige nu. Det håber jeg, er okay.

Jeg tør godt nu

2012-01-17T23:40:00.002+01:00

Det føles lidt som... At stå på toppen af en bygning. Kigge ned. Tæerne. De flyver.
Jeg kan ikke forklare det anderledes. Mine fødder. Summer. Uden grund.
Der er som at vende sig om. Se tiden forfra. Det er nøjagtigt sådan, det skal føles. Forfra. Tiden plejer at jage mig. Bide mig i ryggen. Jeg vil ikke vende mig om, vil ikke vide, hvordan den ser ud. Den gør mig så forfærdeligt meget ondt. Men nu... Er den der bare ikke mere. Væk. Den har ikke længere noget at komme efter. Jeg kan langt om længe se den igen. Føle den anderledes end smerte. Og det er så længe siden sidst.

Det føles som en summen i kroppen. Mest i benene, fødderne. Jeg står på toppen og kigger ned. Jeg tør godt nu.

11:05

2012-01-17T11:05:00.001+01:00

Hører Queen. Skriver pressemeddelelse. Chiller.

Det var en lørdag... Aften.

2012-01-15T22:43:00.004+01:00

Jeg har for en gangs skyld taget billeder. Af min dag. Min søster holdte børnefødselsdag i går, så jeg lavede lagkager. Og det skal I have billder af.
Og så spillede mig og Line et Srabble-lignende raflespil.

Så blev der oplæst for jakkesæt

2012-01-15T22:27:00.002+01:00

Det gjorde der, ja. I fredags. Min bestillingsopgave, hvis jeg ikke efterhånden har fået penslet det godt nok ud.

Det gik faktisk udmærket. At jeg kom i sidste øjeblik uden at have fået sat fancy frisure eller påsprayet parfume taler vi ikke så meget om. Men jeg rystede helt afsindigt meget. Ser I, i sekundet før oplæsningen slog det mig, at jeg stod på selv samme scene som den russiske ballet opførte på for blot en måneds tid siden. Og jeg er ingen russisk ballet.
Og jakkesættene sad livløse i deres stole, enkelte med ryggen til, og borgmesteren udtalte mit navn rungende forkert. Men hey. Det gik. Jeg fik klapsalver, selvom min stemme var spinkel som en 12-årigs, da jeg blottede mit indre for alle de kommunale toppersoner.
Og ros. Som jeg virkelig ikke kan finde ud af at håndtere.

Men det var vel også første gang. Jeg sådan rigtigt optrådte. Adskilt fra mine medskribenter. Og det var en lettelse af få det overstået.

Så alle i Blogland, alle i Danmark: Jeg ønsker hermed at annoncere, at jeg ikke længere er jomfruelig udi mere eller mindre selvstændig oplæsning. Så hyr mig gerne i bytte for penge. He he he.

Så meget mig at jeg jeg brækker mig

2012-01-12T23:57:00.003+01:00

Øv for den. Sådan kan man have det på udvalgte torsdage. Føle sig så meget som mig, at man brækker sig.
Det er dumt. Og så alligevel. Fordi... Jamen for helvede, det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed, at jeg er et håbløst vrag på det følelsesmæssige plan. Jeg kan ikke finde ud af at være i balance, og der skal ikke meget mere end en enkelt sætning til at slå mig ud af kurs. I månedsvis. Og som jeg så mange gange har kunnet konstantere i løbet af detforgangne halvår, så er min tilværelses sgu ret fucked. For at sige det med slang.
Jeg ved det ikke. Jeg har det sådan set godt. Det er bare... Hele livet nager mig. Mine forældre især. Jamen. De er klodens rareste mennesker, misforstå mig ikke. Men de har alle de her... Forventninger linet op til mig, som de mere end bare regner med, jeg lever op til. Og det er hårdt. At være det barn, der aldrig er en fiasko. For det bliver så nemt for dem at bebrejde mig for de ting, som alle andre kan overkomme. Og det bliver for meget. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at være menneske, når der hænger tunge øjne på alle væggene, der betragter mig og mine fejltrin. Er de første til at give mig dårlig samvittighed, når jeg ikke har sind til at stå tidligt op om morgenen (eller har arbejdet på tekster hele natten).
Desuden FUCKING STINKER (undskyld sproget, men brutalitet kan være en nødvendighed...) denne del af Vestjylland. Der er så koldt. Alle steder. Alle de øjne, der ser mig. Jeg kan ikke være nogle steder. Og jeg har brug for at forsvinde lidt en gang imellem. Være blufærdig og indelukket. Mine omgivelser klæder mig af til benet.

Og så kan jeg blive så træt af mig selv. Føle mig inkompetent. Hvorfor flygter jeg ikke bare? Jeg kan jo godt. Hvis jeg virkelig ville. Hvis det var så nødvendigt. Men mine forældre har plantet et instinkt dybt inden i mig, der prædiker fornuft og ansvar. Og jeg hader den. Jeg hader mig selv for at lytte.
Jeg vil leve mit eget liv. Jeg vil have travlt. Jeg er træt af at have så meget tid til at tyde mit eget sind.

Altid mig

2012-01-11T22:54:00.000+01:00

Det er skylden. Den bor her. I mine fugtige, hvidtapetserede vægge. Under madrassen, hos skimmelsvampen, støvmiderne, trægulvet.
Det er ansigterne, der ser mig, ser igennem mig. Kender mit indre. Flår. Jeg skal altid pålægges skammen. Skylden. Angeren. For alt det, jeg ikke gør. Alle de ting, jeg ikke siger. De idealer, jeg aldrig vil kunne leve op til.
Jeg er uberørt. Jeg kan ikke formes af andre. Ikke længere. Og det er ikke din pligt at fortælle mig, hvordan jeg burde være. Der er ting, der ikke skal siges.
Jeg vil ikke bære sorgen over, at du føler du har mistet noget, du aldrig havde. Min krop er så svag. Det er altid mig. Altid mig.

Sverige i detaljer

2012-01-10T22:19:00.003+01:00

Der er blevet spurgt så meget til det. Så nu kan jeg vel lige så godt skrive et indlæg omkring det. At jeg tager til Sverige. Hvorfor.

Altså... Jeg tager jo til Sverige, nærmere bestemt Lund, for at studere litteraturvidenskab. Det var en idé jeg fik for nyligt, da det slog mig, at jeg virkelig ikke havde lyst til at læse nogle steder i Danmark. Det var der mange grunde til... Det trygge i, jeg kender en masse folk i Århus, blev pludselig enormt dræbende. Alting blev så skide forudsigeligt, og jeg har brug for noget nyt og uforudsigeligt i mit liv. Hvad de grundlæggende ting i tilværelsen angår, er jeg nok ret spontant anlagt. Jeg var ved at kvæles, da jeg indså, at jeg mere eller mindre kunne skitsere de kommende 3 år af mit liv. ØV! De andre uddannelsessteder i Danmark har bare ikke haft min oprigtige interesse. Udover København. Men det havde jeg bare heller ikke vildt meget lyst til. Igen den der dumme forudsigelighed.
Så slog det mig: hvorfor ikke Lund? Hvis der er mulighed for det? Det er tæt på Danmark. Og jeg kender det overhovedet ikke. Og jeg elsker Sverige.
Så undersøgte jeg det, og det viste sig næsten at være bedre, end jeg havde håbet på. Det er nemlig sådan, at jeg i det svenske system selv kan sammensætte min uddannelse gennem kurser. Hvert kursus giver x antal point, og når man når 180 point har man sin bachelor. Altså. Groft sagt. Og det synes er jeg er supercool. At jeg på den måde selv kan have lidt mere indflydelse. Desuden er Sverige nice. Og Lund er stadig tæt på København og de venner, jeg har dér.

Ja. Jeg har nok brug for at komme langt, langt væk fra Vestjylland. Og Århus var bare for tæt på. For meget hverdag, på en eller anden måde. Selvom jeg godt ved, det er et helt andet liv. Jeg har brug for at gøre noget helt andet, da jeg er ved at gå totalt død i mit liv som det er pt.
Jeg har brug for at forsvinde lidt. Være en ny. Et nyt sted. Bygge et liv op fra bunden, i stedet for at bygge den på et kendt fundament.
Og selvom det kun er Sverige, bliver det lidt mit eventyr. Og jeg bliver helt varm ved tanken.

Og udover alt dette, skulle Lund være en helt fantastisk studieby. Historisk. Og et af de bedste steder at læse i hele Sverige.
+ Jeg kan få min SU med. Og huslejen er billigere ;-)

Om at være bestilt

2012-01-09T01:10:00.003+01:00

Det er jeg blevet. Bestilt, altså. For penge. Rigtige penge. Endda i en mængde, der overstiger indsats, vil nogen sige.

Jeg skal læse højt for fremmede, vigtige personer. Et fornemt sted. Af mine egne ord.

Og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt stor i disse dage. Jeg er blevet bestilt. I bytte for penge. For første gang.

Januar

2012-01-05T18:26:00.005+01:00

05.01.2012

Jeg har fået et brev fra Sverige. Det luner. Mere end man skulle regne med.

Desuden... Jeg er lidt skræmt. Sverige apropos. Alle de småting i forhold til planlægningen, der hidtil har afholdt mig fra at tænke over det, er faldet på plads. Jeg flytter jo. Til Sverige. Om et halvt år. Et halvt år. Jeg... Puh. Glæder mig så meget. Er så bange for at skulle klare mig selv, tror jeg. Men studievejlederen sendte mig en oversigt over pensum de første to semestre. Og jeg lo. Det lyder vanvittigt spændende.

Der sker meget. Ikke så meget målt i verdensmålestok. Tænker jeg. Men hele tilværelsen har vendt. Kald det en ny start i det nye år. Men jeg er ikke sikker på, jeg tror på den symbolske overgang. Det er tilfældighedernes spil i øjeblikket.

Måske at jeg langt om længe har noget at se frem imod? Der gør mig lykkelig blot ved tanken?

Og så alt det andet. Der er for diffust og usikkert til at kunne forklares.

Ikke mere

2012-01-05T17:33:00.002+01:00

Der er ikke mere. Ikke mere at gøre. Ikke mere jeg kan gøre, stille op. Jeg findes ikke mere. Finder ikke flere ord, flere steder, flere navne at holde af. Du forsvinder. Kan du ikke se det? Der er ikke flere, ikke flere nætter, ikke flere ting jeg kan sige til dig. Mine hænder. Mine hænder. Tomme næver. Tomme ord. Og min stemme hæs. Ikke flere ord. Tomme lyde. Jeg taler til dig. Du ser mig ikke. Jeg rører ved dig. Du græder ikke. Ingenting imellem os.

Heller ingen VUC til mig i denne omgang! WOOHOOO

2012-01-02T22:17:00.003+01:00

Har lige fået svar fra en vis studievejleder Åke, der nu kan kalde sig min GUD for en stund. Han har nemlig lige fortalt mig, at jeg ikke behøver læse nogle fag op på VUC overhovedet!

Danse, danse, hoste, danse! Voldsomt!

Jeg frygtede så inderligt, at jeg skulle tilbringe hele næste halvår tilbage på skolebænken for at læse om ting, jeg godt ved. Men næ! Sådan kan man være så røvheldig!
Så mangler jeg kun 3 måneder, og den universitetsansøgning kan bare komme an, kan den!

Hoste, hoste.

Skal i øvrigt højst sandsynligt være sygt fancy og købe mig en af de dersens iPhones i morgen. Hold nu kæft hvor føler jeg mig flyvende. Også selvom det måske skyldes overdosis af honning og en lidt forhøjet kropstemperatur.

I sandhed velkommen til et godt, nyt år

2012-01-01T21:54:00.003+01:00

Ja. Jeg byder jer alle velkommen til et nyt år her på bloggen. With all good and prosper. Håber, I havde en fortinlig nytårsaften/nat/morgen.
Undertegnede har nær mistet stemmen i en uheldig cocktail af tequiladebut og forsøg på at synge som Freddie Mercury i Singstar. Så det lover jo godt.

Afslutning. Nytår.

2011-12-31T14:06:00.005+01:00

I en kælder på Fredens Vang ligger en fugtig badekåbe på gulvet. Jeg sidder bare her. På gulvet. På madrassen på gulvet. I undertøj, sokker og fugtigt hår.
Tænker: det var så det. År 2011.

Jeg... Er for første gang næsten helt tom for ord. Afslutninger. Dem er jeg ikke god til. Skal jeg sige farvel til det år, der gjorde mig voksen? Det år, der sendte mig fra den ene ende af lykkeskalaen til den anden? Ja. Det er på tide at sige farvel.
Jeg ville gøre året op. Skrive nytårstaler og drage konklusioner. Men det kan ikke svare sig. Den eneste konklusion, der betyder noget, er, at jeg er parat til at lukke bogen sammen omkring 12 måneder, der er gået så hurtigt, at jeg stadig sidder fast et par måneder tilbage. Jeg har fået rejser, studenterhue, kæreste og opbrud. Jeg har mødt mit største idol. Jeg har besluttet at flytte til Sverige.
Og mere til. Det sidste halve år har ikke givet mig så meget. Jeg kan ikke huske, hvad der er sket. Visse ting forstår man vel bare at glemme, når de ikke er værd at huske på.

Jeg vil gerne takke. Ikke bare enkelte, men alle. Fordi at alt det her... Verden... Er til.

Og før jeg snotter i servietten igen og bliver endnu mere sentimental, videresender jeg en video i håb om fest og farver til alle.

GODT NYTÅR

2011-12-31T01:57:00.001+01:00

Mig. Engang i september

Medina kan, jeg kan

2011-12-30T23:28:00.004+01:00

ENSOM

Rundt regnet er der
2 meter herfra og op til loftet.
Jeg kan ikke vrikke med min storetå
uden at de andre følger med.
Indbakke: 0

Ay me.

Jeg har opgivet at tælle
mine film, opgivet at
tælle mine bøger
Jeg ejer alt for meget
enmandsunderholdning
alt for få invitationer
alt for få gange, jeg
fik lov at se verden

Kan man se på
mit ansigt, om
jeg er lykkelig?
Kunne man se det,
da jeg var?

Jeg drømte i nat om
ting, der ikke kan tages
yderligere fra mig.
Men visse ting kan der ikke
ændres på.
Jeg ligger her
alene
Jeg tænker mine
egne tanker
Jeg deler ikke min
tid.

Worried Shoes

2011-12-30T00:44:00.002+01:00

Har hygget hele dagen med nogle søde skrivepiger. Vi lavede kartoffel/selleri-suppe, spiste herremeget slik og lidt chips. Og så film.

Så. Bare for at være utåleligt ynkelig, kommer endnu en tragisk sygehistorie: halshalløjet viste sig at være optakten til en led influenza, der også i den grad har sat ind i dag. Derfor har jeg brug for Karen O's sang fra "Where the wild things are". Som vi så i dag.

Har dog mistanke om, at Rasmus' frygtelige nattekartonvin også har gjort sit ;)
Nej, pjat.

2011-12-28T23:49:00.003+01:00

15.06.2011

Mormor, hvorfor græder du?

2011-12-28T00:47:00.002+01:00

Vi kan ikke bare... Tale om det noget så åbent. At Djengis Khan er stamfader til 0,5 % af verdens befolkning. At han døde. At Poul er indlagt med hjertet. At han måske dør. Mormor, hvorfor græder du? Ikke her, ikke nu, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig...

Du sidder så stille og betragter dine hænder. Lægger dem omkring dit ansigt. Siger ikke noget. Mormor, hvorfor græder du? Hvorfor springer du op og ser på mig med dit falske ansigt, når hele verden går i stå?
Jeg har aldrig set dig så følsom. Så opmærksom. Mormor, jeg vil ikke have det... At vi kan tale om døden ved spisebordet, at du bliver så bleg. Jeg vil ikke have, at det bliver noget, der findes. Døden findes ikke. Døden findes ikke.

Ingen gæster, intet sommerhus, men JUHUU

2011-12-27T13:33:00.004+01:00

Halløj derude. Sidder på arbejde igen! Vi har snart haft åbent på museet i 2 timer, men der er stadig ikke en sjæl, der har slået vej forbi... Det er ret kedeligt. At have et helt museum for sig selv. Nå ja. Selvfølgelig er hende den frivillige her. Hun siger underligt nok ikke så meget. Har læst i aviser siden vi åbnede. Og hentet kiks. Så det er okay. Og IT-manden løber rundt og ordner servere og andre ting med strøm i.

Suk. Jeg kigger på online-annoncer for iPhones og lejligheder i Malmø/Lund. Det kan man også få tiden til at gå med. Har forelsket mig i et kollektiv i Lund, der er noget så hyggeligt. Så. Nu tænker jeg at skrive til dem. I tilfælde af de mangler en beboer til sommer. Juhuu. (Det hedder kagedåsekollektivet, så bliver det da næsten ikke bedre?)

Mand, hvor skal jeg tisse... Kan man godt afbryde et kvindemenneske, der er helt opslugt af en antik Buchholtz-roman?

I morgen skulle jeg have været i sommerhus i Hals med de svedige (ment i slang, naturligvis!) FGK'ere. Men ak og ve, ingen bil tilkom os. Så det er ændret til bagjulefrokost og skøjtetur. Det er skam også helt i orden. Ikke det samme som intensiv skrivetur til Hals. Men godt.

Men vigtigst af alt: i dag bestod jeg min teoriprøve til kørekort. Med 5 fejl, så det var på et hængende hår. Men betyder det i virkeligheden noget? Man behøver vel ikke gøre det med bravour, når prøven lå så tidligt om morgenen, at man skulle stå op klokken 6:30. Det er jo ikke menneskeligt. I en ferie?
Men det er rart. Jeg føler mig dog som en oginok, for i denne del af Vestjylland skal man helst påbegynde sit kørekort som 17-årig. Og jeg fylder 20 til sommer. Jeg virker så gammel. De taler stadig om efterskole og hvor sejt det er, de kan komme lovligt ind på Buddy Holly. Av min arm.

"Dame. Tag min plads bag skranken, please!"

Ved eftermiddagstide: en kølig vind

2011-12-26T13:01:00.003+01:00

Som det er kotumen, ønsker jeg jer alle en very merry glædelig jul.
Kan viderebringe, at jeg i år var modtageren af den største pakke under træet, der før udpakning blev spået til at være en elbil eller deslige. Det var derimod en sort gyngestol - sågar tilpasset den bredrøvede race som undertegnede tilhører - så jeg kan love for, at der er blevet rokket around the christmas tree.

Dårlige ordspil til side :)
Jeg er i øjeblikket på arbejde og fejrer 2. juledag med verdens største halstørklæde, striktrøje og en varm kop the bag skranken. Julen har bragt atter en velsignet overspillet forkølelse med sig. Men det er nu okay. Hvad skulle jeg ellers brokke mig over?

Har spist så meget mad, at jeg er ekspanderet med adskillige centimeter i livet. Som det jo hører sig til. Elsker, at julen er undskyldning for at kaste hjemmelavede flødekarameller, konfekt og honningkager indenbors uden at blive set skævt til.
Hygger mig faktisk noget så fortræffeligt. Mormor er importeret fra Fyn, og har helt frivilligt erklæret sig min pivatchauffør til og fra arbejde.
Og da jeg langt om længe har nosset mig sammen til at tage det kørekort, venter der en teoriprøve i morgen tidlig (tidlig!). Jeg er ikke nervøs. Har lånt "Farfars teoribog" på biblioteket, der ganske vist er rettet mod ældre, der skal til køreprøve igen... Men jeg tænker, at eftersom jeg ved adskillige lejligheder har fået konstateret, at min mentale alder ligger omkring de 60, er den nok ikke helt ved siden af. Hø hø hø.

Det er åbenbart tradition at man fejrer 1. juledag i endeløs druk. Det prøvede jeg i går. Desværre var alle provinsbyens diskodaskoer fyldt til revnepunktet, så tilbragte det meste af aftenen i læ bag en halvmur med min veninde, hendes 25-årige storesøster og medbragt Verdi og rødvin. Resten af tiden presset op mod et billardbord. Det var en vild aften. Der ikke rigtigt gik glip af noget ved, at jeg tog tidligt hjem.

Skal jeg tale om mit arbejde? Næ. Der sker ikke så meget. Museum frekventeres åbenbart ikke lige så højt som fed julemad disse dage. Så jeg sidder bare her. Ved computeren. Mens en af museets frivillige giver rundvisning og varige mén til gæsterne (har man først kørt hende varm, holder hun aldrig op med at tale).
Så jeg nyder de mange blandede lyde fra de omkringstående multimedieelementer. Nyser lidt i ærmet.

Beklager den eventuelle lidt depressive tone i dette indlæg. Det er bestemt ikke min hensigt. Men jeg har jo ikke skrevet i en uge, så jeg er vist blevet lidt rusten.

Dagens peak: frost på fortovet

2011-12-19T01:24:00.002+01:00

Som jeg veltilfreds trampede i smadder i samarbejde med min 4-årige fætter. Og så fik jeg pizza til aftensmad.

Ser "Love Actually" og drømmer mig til London, så jeg kan danse med nogen lidt yngre end Alan Rickman, men gerne nogen lige så cool. Heldigvis skal jeg til London til februar med talentakademiet. Wuhuu.

Jeg er oprigtigt ked af de seneste indlægs indholdsmæssige nedtur. Vift evt. lidt virtuel citron, honning og uldtøj i min retning, og jeg lover at nå op på... Tja, det "sædvanlige, kreative niveau".

Min mor har lovet at købe et juletræ i morgen. Det er ret sejt. Ellers ser det ikke ud til, jeg har mere at bidrage med end følgende:

Det står måske nok lidt sløjt til

2011-12-18T02:09:00.003+01:00

Med bloggen og helbredet. Men lur mig om ikke vi har passeret midnat, og dermed kan fejre 4. søndag i advent?

Kongratulerer og drysser George Michael på alle i Blogland.

Hmm... Ville sige noget dybsindigt og underfundigt. Men sandt at sige er det mest underfundige i skrivende stund, at... Næ. Der sker ikke noget. Det er nat.

Er nået frem til den endelige beslutning, at min drømmefyr er en krydsning af Martin Hall og Søren Ryge. Er bare ikke sikker på, jeg har lyst til at se resultatet. Martin Hall i gummistøvler med fuldskæg? Søren Ryge med make-up og jakkesæt? Av min arm.

Nå, jeg trækker mig tilbage til de kongelige gemakker, og med ønsker om sne siger jeg godnat.

Hvem jeg er

2011-12-15T22:32:00.003+01:00

Jeg er bange for
du gør mig større
end jeg er

at jeg vil forsvinde i
periferien af
mig selv

Jeg vil så nødigt
at du glemmer
hvem jeg er

Når helbredet skranter...

2011-12-14T23:26:00.004+01:00

... velvidende at ja, det er tid til den årlige omgang influenza.

Og slet ikke have lyst til at smide detaljer eller klagesange i hovedet på de flittige faste læsere. Så de får lidt syg Sheldon Cooper i stedet, og kan glæde sig over, at jeg i det mindste ikke tvinger dem til at synge eller smøre creme på mit bryst i brysthårenes retning.

Min dyne er vaaaarm.

Gin and tonic

2011-12-13T19:35:00.003+01:00

Juli. Skotland. Drink. The White Horse - eat, drink or relax.

Fotograf: Line
Motiv: c'est moi

Flashback

2011-12-13T00:12:00.003+01:00

Har netop genlæst samtlige blogindlæg fra november til april sidste år. Jeg havde et sjovt og meget mærkeligt år. Jeg var en helt anden, end jeg er nu. På mange måder meget mere fri. Rejste en del, oplevede så meget...

Jeg kan slet ikke forstå, at én person har kunnet påvirke mig og min personlighed så meget. Det er faktisk voldsomt skræmmende. Jeg er på mange måder glad for, det er ovre nu, selvom det selvfølgelig er ærgeligt, vi ikke kunne være sammen.

Hvad er der sket med mit liv? Hvor er den pige henne, der var så sulten efter oplevelser? Kunne fascinere med utrolige historier? Hun er blevet en provinsprinsesse, der lever af kiks og tv-serier og ikke tænker på andet end dumme penge og dumme drenge. Det er eddermame sørgeligt.

(Holder puden op for mit ansigt og skriger)

KYS MIG, ELSK MIG, GIV MIG DOG ET LIIIIIIV!

Keep comin' on

2011-12-11T22:50:00.002+01:00

Line viste mig denne video, efter vi sidste weekend havde set (den i øvrigt ret fantastiske) "Donnie Darko". Jena Malone spiller nemlig en ret central rolle i den film, men gudhjælpemig også i denne musikvideo. Hun er nu bare voksen og drønsexet. Sangen er rim'li' party, men det er lige så meget for videoens skyld, at du bør trykke på "play".

Okay, så på en opfordring, da!

2011-12-09T18:09:00.002+01:00

Maya opfordrede til en uddybelse af føromtalte manuskript, så hvis det her indlæg er kedeligt, så overse det venligst :-)

Alrighty, here we go. Samlingen består af ca. 60 digte. Plus minus. De er inddelt i 4 kapitler, der hedder hhv. "Lykkelige tragedie", "metro/poler", "Humørsyge" og "Eftersommer". Hvert kapitel med hvert sit formål, naturligvis. "Lykkelige tragedie" skal skildre den ulykkelige kærlighedshistorie. Det er små fortællinger. Handlingsforløb.
"metro/poler" leger lidt med storbykulissen og modpolerne. Det er i virkeligheden ét stort rod.
"Humørsyge" er den sjoveste. Det er fortællinger om de skæve eksistenser. Det er også meget blandet mellem korte tekster og digte. Det handler måske meget om jeg'et. Ikke om mig, da digtsamlingen stort set gennem disse tre kapitler er skrevet som autofiktion.
Til sidst har vi "Eftersommer". Og det er mig. Det er det kapitlet, der mest handler om min følelsesmæssige rutsjebane navnligt siden sommerferien. De tanker, jeg har gjort mig. Det er klart her, det bliver mere melankolsk. Og frygteligt personligt.

Altså. Spørg, hvis der er mere, I vil vide. Jeg tror, at de fleste af digtene på et eller andet tidspunkt har været publicerede her på bloggen :-)

Hav en rar fredag aften.

Ang. manuskript

2011-12-08T00:48:00.003+01:00

Okay, jeg har ikke været så informativ. Afslører en anonym kommentar på sidste blogindlæg. Beklager, at jeg smider spor ud, der bygger op til et eller andet klimaks. Jeg taler naturligvis mit manuskript. Jeg har vist ikke rigtigt fulgt op på dén satan...

Sagen er den, at jeg faktisk har sendt den ind til et forlag. Ét. Lindhardt & Ringhof, sågar. Og det er ved at være ganske længe siden - vi nærmer os en månedsdag. Så jeg går og venter i spænding.

Har naturligvis ønsker om at udvide skaren, der skal belemres med mine skrifter. Desværre er min printer dog - hvor plat det end måtte lyde - løbet tør for blæk. Og jeg er flad (det viser sig, at blæk koster lige så meget som selve printeren?!). Så jeg undersøger terrænet for forlag, der modtager manuskripter elektronisk. Indtil videre var det blot L&R.

For de af jer, der ikke er helt med på, hvad jeg fabler om, så har jeg skrevet en digtsamling. Den hedder "Ingen ser", og er fylder omtrent de 60 sider, inddelt i 4 kapitler. Jeg vil ikke gå i nærmere detaljer uopfordret.

Årets første sne

2011-12-06T15:38:00.004+01:00

Mellem Silkeborg og Herning kørte jeg 130 km/t, og det sneede. Vi sagde ikke et ord.

Det er årets første sne. Jeg fik sådan lyst til at skrive det til dig. Selvom du godt ved det, og nok er helt ligeglad.

Og jeg er sådan set også lidt ligeglad efterhånden.

Der er faldet et tyndt lag over hele min verden. Det er så fandens klædeligt. Og nu sker der ting og sager, jeg glæder mig til ikke at have kontrol over.

And you say: okay, the bridge or some place later

2011-12-05T13:20:00.004+01:00

Du ved
jeg så dig stå der
dit hår var alle steder

Jeg kunne ikke se dit ansigt
det var lige før
jeg græd

Hun synger dine sange
Det kløver rummet i
tusind dele

Med hensyn til smukke ting

2011-12-04T16:31:00.004+01:00

På tværs af mit vindue er der trukket en linje, der deler himmelen og marken med en uoplyst landevej. Som aftenen nærmer sig, bliver det sværere at skildre jord og himmel fra hinanden. Kun når et par forlygter krydser skillevejen.

Vi tænder så mange lys herinde, overalt hvor jeg kigger, er der lys. På kæde, formet som stjerner. På bakke, fire styks pakket ind i mos. I vindueskarmen i hver sin farve, hver sin stage.

Hvorfor kan man ikke se lyset i alt det mørke?

Jeg ved, at et sted bag marken, lægger folk deres minder bag et træ. Tænder væger. Kigger, hver gang de kører forbi. Men de taler ikke så meget om minderne mere.

Je suis på arbejde

2011-12-02T17:59:00.002+01:00

Der er rundvisning i den ypperste udstilling (for de, hvis næse det er gået forbi, arbejder jeg på et museum).
Desuden er der Open By Night i provinsen, så med lidt god fantasi kan jeg se menneskemængden flokkes i den tidlige aftens mulm og mørke.

Hey, det er december. Har det mentalt, som var det september. Jeg er 3 måneder bagud. I alle henseender.

Rundviserens stemme giver genlyd hele vejen gennem underetagen og op ad trapperne. Her er så moderne.
Jeg har tændt alle (dvs. begge) bloklys på skranken, for jeg hygger mig da. Jeg har absolut ingenting at lave i den time, rundvisningen står på. Jeg brygger mig en kop the. Varmer mig ved den iskolde stearin. Går på... Facebook.

I morgen skal jeg nok måske muligvis søge job som hotelreceptionist. Hvilket ville være svedigt. Men svært at få. Så jeg skal tidligt op og sætte hår og ordne ansigtsmalingen. Jeg har desperat brug for held.

Nå ja. Thebrygning. Au revoir, mes amis.

I PARQUE DEL RETIRO

2011-12-02T00:46:00.010+01:00

Hvem så på træerne i
Parque del Retiro
den dag, de sprang ud?

Jeg ligger ganske stille i græsset
og kigger op
Som tusind andre gør det,
vil gøre det, har gjort det

Der er noget særligt
over måden
lyset flettes ind mellem bladene på
og falder på din krop
uden at tynge dig

I Parque del Retiro
trækker solen sig ind
i mine øjne
og bliver siddende dér
for en stund

Tinne i Parque del Retiro, om hvem dette digt er skrevet

Det var så november

2011-12-01T23:41:00.002+01:00

UFÆRDIGGJORT OMSLAG

2011-11-30T23:08:00.003+01:00

Som en kat, der løber over vejen før
et motordrevent køretøj

Som en stjerneklar himmel på en
overskyet aften

Som en en bog, ufærdiggjort
og uden omslag

vil jeg vågne i nat

En metafysisk splittelse

2011-11-29T23:40:00.004+01:00

Ikke andet end digte. Ikke andet end digte kan jeg skrive.

Stormen er voldsom udenfor. Samtlige døre i mit hus klaprer. Jeg kan høre dem alle sammen, for jeg bor under gulvet.

Jeg ved ikke, om det er midnatsdepressioner. Om det er længsel. Om det er det forkerte sted på et rigtigt tidspunkt. Men alting sortnes langsomt. Alting tætnes. Hvorfor... Hvorfor kan jeg ikke bare være som alle andre?

Jeg... Er så træt af at kæmpe imod mig selv.

Misund mig intet, for jeg ejer intet, ejer ikke engang integritet. Kan man kapitulere? Livet, altså? Ignorere sociale normer og menneskelige forventninger til tilværelsen?
At leve et liv udelukkende baseret på voksende kapital og teoretisk stimuleret kreativitet er ikke at leve. Hungersnød. Ikke flere diasshow, ikke flere "næsen oppe i egen røv"-kunstnere, ikke flere dødsyge skabeloner til kunsterisk frihed. Jeg kan ikke leve et liv, der giver ekko.

Er udelukkende kontrolleret af libido og stress, og må med ærgelighed erkende, at jeg fungerer bedst underlagt begge.
At jeg savner ham i mit liv virker så diffust - han var her aldrig. Det var tanken om ham, han konstante prikken-til-bevidstheden. At han en sjælden gang var mig uforbeholdent hengiven går udover min forstand.
Men uforløst libido og arret hjerte er modpoler. Det her er affærens outro, der dybest set bare handler om at glemme...

Alting er uforløst. "Du ånder så tungt, at jeg ikke kan trække vejret" (jf. "Outro").

OUTRO

2011-11-29T17:32:00.001+01:00

OUTRO

Her står du så
Lige her
Betragter mig vel
med dine brede øjne

Du ved så
mange ting
Mange flere, end
du og jeg tilsammen
Og noget så vidunderligt
som dit ansigts
asymmetri
behøver ikke sige så
meget, som det alligevel
altid gør

Hvis du vidste
hvad jeg
tænker om dig
ville du ikke
se sådan på mig
Men det er
ligegyldigt
nu

Ligegyldigt
nu
hvor du står lige
her
Hvor du tænker så stort
at jeg ikke kan være her
Ånder så tungt, at jeg
ikke kan
trække vejret

NOGET SÅ SMUKT SOM REGNVEJR

2011-11-28T00:07:00.003+01:00

Hvordan skal jeg nogensinde
kunne beskrive noget
så smukt
som regnvejr

Ikke bare regnen i sig selv
men regnen lige her
hvor vandet møder modstand
møder mig på en gade
hvor lyset falder som
groft tekstil mod
buldrende asfalt
der kaster vandet af sig
kaster lyset og himmelen fra sig
kender hver en prik og punkteret person

Hvorfor overhovedet prøve
når en flygtig silhuet
kun er flygtig
når lyset altid går igen i
andre flader
når regnen på ingen måde
kan beskrives
som den står alene
i et allerede forbigået øjeblik
i en allerede overset facade

BETRAGTET FORFALD

2011-11-27T23:56:00.002+01:00

Intet være
end blot et legeme

Et korpus nedlagt for
beskuere, betagende
betragtere til intet andet
end forfald.

Være andet
end blot et legeme

Opstår forgæves i
tankers oprejsning
forbliver for evigt
betragtet forfald.

Der er sket noget smukt i dag.

2011-11-20T23:14:00.003+01:00

Jeg vågnede op til tåge. For sent til at høre rapportagen om gårsdagens skrivemarathon i P1. Men det var ligegyldigt, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set tåge.

Jeg stod op til en familie, der alle havde sovet lidt for længe. Og på trods af himmelfugt var det et bedårende vejr, og vi tog i skoven. Og samlede alverdens grønne ting ind i anledning af næste måneds hysteri.
Tog hjem, spiste brownies, tog et varmt bad... Og så hentede jeg min veninde fra Tyskland ved toget. Og med ét var alt ved det gamle, og vi har det rart. Har set film og snakket om fyre - som det nu bør sig, når man er pige og stadigvæk lovligt teenager.

I morgen har jeg byttet min arbejdsvagt, så vi er frie til at tage til Århus. Og bare nyde november måned, før den forsvinder.

Dø moderne poesi

2011-11-17T23:47:00.002+01:00

Jeg mødte dig til
en eller andens fest
og der var fotografer
fra
Se & Hør og
Billedbladet
men jeg kendte ikke
nogen

Og du var et røvhul.

Her i de sene aftentimer efter at have serveret, vasket op, lavet æstetisk borddækning til et gourmetmadsarrangement på museet, har jeg ondt nok af mig selv til at skrive et dårligt digt. Som blev en led blanding af alle de moderne digtere, jeg kender.

Min tilværelse har lys forude; jeg overvejer at tage mig en elsker, på søndag får jeg besøg af en rar veninde (jeg delte adresse med sidste år) helt fra Tyskland, i næste uge er der galla på mit gamle gymnasium...
Og jeg er ikke dårlig til at køre i bil, og vil nok også kunne gøre det lovligt indenfor en måneds tid.

P.s. Min hjertesmerte smerter mindre, så jeg er også langsomt ved både at blive sjovere og rarere. Og det er godt.
Til gengæld smerter mine stakkels tjenerfødder, der heldigvis blev fodret med alt fra kanelis til blancheret spidskålssalat.

Kære Kristian

2011-11-14T23:10:00.004+01:00

Der er så meget, jeg gerne ville sige. At jeg ikke forstår, at man kan være levende på scenen det ene øjeblik og for evigt død det næste.
Og jeg er ked af det.

Ked af, der blev forvoldt dig og dine så meget skade. Her står tiden stille; er paralyseret af chokket, sorgen.

Og jeg løber tør for ord, fordi jeg i virkeligheden ikke andet end kendte dig flygtigt. Hvordan er døden?

Jeg skåler for et liv, der rindede ud, da det blev levet på sit højeste. Et liv, der for evigt har sat sine spor blandt alle, der kendte til det.

Gotta love that bro's afro

2011-11-10T23:29:00.002+01:00

Det er fandme groovy. Og selvom sangen er gennemtæsket af stort selv alle lydbaserede medier, er den nok omtrent den bedste regnvejrssang, jeg kender.

HVIS

2011-11-06T22:44:00.000+01:00

Mine hænder
dufter sødligt
Dufter mest af alt af
våde hunde og mindre af
dig end for blot få
sekunder siden
Og jeg kan høre at du
trækker vejret
men jeg kan virkelig ikke
se dig bag dit
fedtede hår
Hvis du bare ville
sige noget og bare kunne
høre mig
og uden grund kunne
elske mig lidt mere
selvom mine
hænder
ikke har rørt ved dig
længe
Selvom mine
ord
ditto

Kedsommeligt indlæg, der helst bør overses

2011-11-03T12:19:00.002+01:00

Jeg sidder på Holstebro Bibliotek. Ganske alene. Ventilationssystemet lyder som avantegardemusik, og det er vist ikke helt meningen. Eller som et fly.

Sandt at sige keder jeg mig som ind i helvede. Naturligvis er jeg ikke helt alene, bare lige her i det særlige lokale, jeg har nøglen til.

Hov! Nu skrev min mor! Hun henter mig! Så findes der måske alligevel en Gud, jeg er nemlig så sulten, at jeg snart begynder at vende indad.

Skriver senere.

1. november er ikke så dårlig en start

2011-11-01T23:54:00.000+01:00

Jeg bor i en fugtig kælder, hvor jeg efter 1½ måneds isolation har indset, at det nok er på tide at genopdage mit gulv og lufte lidt ud.
Så det har jeg gjort.
Bortset fra det med udluftningen, naturligvis. Det er midnat og grumme kriblekravle flyver rundt i efterårsnatten.

Jeg har sat mig for, at nu hvor det alligevel er pissekoldt og jeg har misset sensommeren, vil jeg begynde at strikke igen. Begynde at kokkere. Bage bage.

Og hvis man lægger de ting sammen, hvad har man så? En husmor. Ja. En 19-årig husmor, der åbenbart har bedre ting at tage sig til end at være ung og løsagtig.

Nej, jeg vrøvler. Faktisk er det bare fordi jeg er glad. Og det lyder måske fjollet ovenpå de sidste par måneders hysteri. Og det er også ganske uventet. Men det er nu engang faktum. Og hvorfor ikke udnytte det?
Ser I, jeg har indset, at selvom mit liv ikke er en ungdomsroman, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det alligevel. For i virkeligheden er det så meget bedre. At det har skullet tage mig så lang tid at finde ud af, er til gengæld lidt tragisk. Fuck mig, jeg lyder som en klam kliché! Ud med det lort!
Men hvorfor er det lige, at man har en tendens til at drukne sig selv i unødvendige sorger? Jovist, enkelte har da været berettigede! Mens andre af og til får mig til at undres over, jeg ikke er blevet banket godt og grundigt mør af kærlige knubs.

Før jeg spilder lyserød champagne på jer alle sammen, vil jeg gerne sige godnat. Sov godt.

2011-10-31T23:43:00.002+01:00

Er jeg mon gammel nok til at tage det som en kompliment, når folk skyder mig til at være yngre, end jeg er?

I'm back on boogie street

2011-10-31T13:37:00.000+01:00

Jeg blev lovet tid

2011-10-30T22:44:00.004+01:00

Søde Sisse-Sofie lovede mig al den tid, jeg har brug for. Og det er jeg uendeligt glad for.

Men jeg behøvede åbenbart ikke så lang tid. Fordi bloggen alligevel er rar at skrive på, når alle de ingen mennesker jeg omgås med, ikke er der til at smide frustrationer i hovedet på.

Så jeg siger det lidt, som det er. Mig og kærestefyr har gjort en ende på romancen, der ganske vist var vidunderligt smuk engang, men langsomt bare kun er blevet pinefuld og usikker. Så... Ja... Jeg føler mig overkørt af alverdens elektriske haveapperater og badet indenvendig med flydende kemikalier. Og alligevel er det ikke helt nok til at beskrive, hvor ondt det gør at se på et menneske, der på én og samme tid har lyst til at holde om dig og smide dig ud.
Det mest frygtelige er dog, at han også var blevet min fortrolige og nærmeste, og nu er det ved at være mange dage siden, vi sidst har talt sammen... Det føles så forkert.
Jeg ved ikke, hvad man stiller op med forliste forhold. Når man stadig holder af hinanden, men bare ikke kan være sammen.

Nu ved I det. Og helt ærligt - efter to måneders op- og nedtur er det næsten en lettelse at få det sort på hvidt.

Jeg tager en dyb indånding

2011-10-24T00:13:00.004+02:00

Alting er lidt svært. I virkeligheden nok ikke så svært, da det var meget forventeligt, men...
Jeg er lidt ked af det alligevel.

Kære blog(læsere). Jeg ved, det er længe siden, jeg sidst har skrevet. Jeg ved, jeg burde skrive noget smukt om en ferie, der ganske symbolsk er blevet mere og mere vissen. Men i stedet vil jeg meddele jer, at jeg tager en dyb indånding. Samler tråde. Får konfronteret det store, tunge ingenting, der fylder så meget og ødelægger ditto.
Der kan gå lange tider, førend jeg kommer tilbage igen. Ikke måneder, dog. Men tid kommer det til at tage...

Det beklager jeg.

2011-10-14T15:56:00.002+02:00

I øvrigt min dybeste beklagelse for bloggens pt. slappe linje. Jeg er simpelthen for træt i hovedet til at skrive småpoetiske indlæg, min energi bruges i disse dage på at forberede mit manuskript til indsendelse.

I morgen tidlig tager jeg til Fyn, så jeg ved ikke, hvornår jeg lader høre fra mig igen. Det er jo efterårsferie ifølge den arbejdende verdens kalender, ikke?

God ferie, god weekend og god kulturnat til dem af jer, der skal den slags.

Det kunne være sjovt

2011-10-14T15:54:00.003+02:00

Jeg skylder mindst 300 kr. til biblioteket, og betaler kun regninger, når jeg får 2. rykker. Jeg smider penge efter ubrugelige ting som dårlige fotografier eller bløde lakridser.

I går brugtejeg til gengæld en flad femmer på en personligt signeret Thorstein Thomsen bog, men føler stadig en gennemgående angst for at tjekke min netbank.

Penge penge penge. Jeg afskyr dem!

Nu vil jeg se "Sex and the city" for at dulme min dårlige samvittighed over overforbrug af billige film og chokoladekiks, da jeg i det mindste ikke ejer et par Manolo Blahnik sko. Ha!

'Cause it don't mean a thing if it ain't got that swing

2011-10-13T22:44:00.003+02:00

Træt? Ja! Doven? Som bare fanden! Tilfreds? Ganske!

Og sådan kunne jeg blive ved. Faktum er, at jeg i 3 måneder har levet som en forhutlet ulveunge, der kun kunne hyle ved nattetide. Og i dag føler jeg mig for første gang som... Mig! Og jeg er glad!

Undskyld. Nu ved jeg da virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Men det er så fandens spændende, og jeg har så mange løse ender, jeg skal have samlet op igen... Den største af dem er sikkert tabt for evigt, men jeg tror, jeg er klar til at se den i øjnene. Og det føles så godt.

Jørgen Leth

2011-10-11T18:09:00.003+02:00

Som person bryder jeg mig ikke synderligt om Jørgen Leth. Jeg finder ham faktisk ret ubehagelig og vulgær.
Men til gengæld kan jeg godt lide det, han skriver. Især det hersens spoken-word projekt han har lavet med Mikael Simpson. Nå ja. Lyt. Videoen er tør.

Tirsdags... fuckitall

2011-10-11T16:05:00.002+02:00

Drikker the, spiser chokoladekiks, sidder i Lillesalen på FGK og skriver følgebrev til forlaget... Og det er ikke spor nemt at suge al meningen af min digtsamling ud og samle den på få linjer!

Nå ja. Hej til dig, du nye læser! Tænk, at du gider. Det gør mig glad.

Ville skrive noget stort og poetisk, istedet tror jeg, jeg vil torturere mit tastatur og sende onde blikke til min lærer, der som den eneste tilstede rent faktisk har udgivet noget!

Vi er tre til stede i alt. Den tredje slikker røv på min lærer og taler om sine fantastiske fodboldscoringer. Det er værste er, at han faktisk ikke er helt uchamerende, og heller ikke helt uden talent.
Dammit.

Følgebrev. Det var dét, jeg kom fra.

Stjerneregn og kanelsnegle (og det er ikke en børnebog)

2011-10-09T00:20:00.003+02:00

Stjerneregn i frostgrader. Overdådig månebelysning. Krøb i vinterjakke og usnørede støvler og slog mig ned på altanen med fødderne oppe og talte stjerneskud. Min nabo og hans kæreste holdte romantisk udflugt i baghaven, og jeg lyttede til dem helt ubemærket. Jeg talte til 20, inden min ånde hang så længe fast i luften, at den skyggede for udsigten.
Det var flot.

Jeg har fået muskler i mine arme, og føler mig lidt sej. Jeg ved ikke, hvordan de er kommet, men det er de. Under al mormorhuden. Jeg fejrede det ved at spise lune kanelsnegle. De går jo alligevel nok i sig selv på et tidspunkt.

Jeg savner sommeren.

Alt, hvad jeg ønskede, intet

2011-10-05T23:03:00.004+02:00

Hver dag sin overraskelse. I dag en eftermiddags-sms over fingermaling og gamle dameblade. En sms jeg ikke havde set komme. En sms, der lod som ingenting og brugte mig som lokum til at skylle dårlige tanker ud i. Alligevel blev jeg glad, fordi jeg er så håbløs. Og ignorerede sms'en med en rigtig god intention om "egen medicin right back at ya!". I 4 timer. Jeg er svag. Evnesvag tror jeg også.
Overraskende eftermiddags-sms blev dog afløst af endnu én. Fra gymnasieveninde. Der heller ikke har et særligt spændende liv, og som i øvrigt vistnok savner mig lidt. Og den varmede helt oprigtigt og uden forbehold.

Sidder og tripper fordi den ligeglade besked dog på trods af både sur og glad smiley har besluttet sig for at forblive stille, og garanteret ikke give lyd fra sig i en uge, nu hvor samvittigheden er dulmet en smule en onsdag eftermiddag.
Jeg er en trampolin, der hoppes på men aldrig buler, en trampolin, der alligevel mærker de tunge spring.

Og hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare hvordan jeg har det til nogensomhelst? Det kan jeg ikke. Fordi mine øjne insisterer på at glimte, min mund insisterer på at lyve, min krop insisterer på at flotte sig. Jeg stirrer på telefonen i timevis uden andet initiativ end at tjekke klokken og indse, det er for sent.

Alt hvad jeg ønskede, var en rød frakke, røde kinder, hånd-i-hånd-slentrende vantefingre og en ukompliceret lykke i efteråret, hvor jeg ikke skulle spekulere over hver vejrtrækning og pulsslag. Aftener, der ikke behøvede ord for at fyldes.
Og alt hvad jeg har, er ord. På kroppen, i munden, i fingrene og bøgerne.

Hvorfor? Hvorfor mig? Jeg er degraderet til Ludo-terning. Har ikke selv kontrol over mine handlinger, der ofte frekventerer krumspring og touché på touché. Jeg er ingenting. Og altafgørende.

En ukendt galakse

2011-10-04T23:24:00.006+02:00

Ingen forkerte konstellationer. Kun for dig ukendte galakser. Jeg er dig en ukendt galakse, du aldrig vil kunne finde vej i. Du vil forsvinde i alt det sorte, jeg vil aldrig høre fra dig igen, du vil forsvinde og aldrig komme tilbage. Jeg vil kun have aftrykket i min hue tilbage af dig, håret fra hovedpuden, jeg skånsomt har lagt mellem bladene i min notesbog, resterne af din fugtige ånde, der klæber til min vindueskarm.

Og det generer mig ikke spor. Det bekymrer mig. Det hænger trods alt sådan sammen, at intet forsvinder i ukendte galakser. Slet ikke dig.

Jeg ved, du er bange. Jeg ved, du gemmer dig. Jeg ved, at jeg er den ukendte galakse, du troede, du kendte. Sandheden var, at du og jeg måske i virkeligheden var den forkerte konstellation. Og det vidste du, som astroekspert, længe før jeg gjorde.

There is a house in New Orleans

2011-10-03T18:59:00.003+02:00

They call it the rising sun. Jeg kalder det solnedgang. Med tryk på nedgang. Udtværede pastelfarver og nattesorte grene, der næsten fallistisk krymper sig sammen i aftenkulden.

Det er sågar diset. En enkelt bilist eller to vover at krydse landevejen i Vestjyllandsskumringen. En lastbil nu og da. Med dagens dosis fed mælk indeni. Arla la la la la.

En støvsuger i periferien af min hørelse. Måske nærmere udgang frem for nedgang? Prikker til ruden, der kun svarer svagt igen. Endnu flere pastelfarver. Endnu mere rød. Let vind der prikker til min trommehinde og en halvmåne, jeg helt havde glemt eksisterede.
Hvordan kan man glemme månen? Det var den, der startede det hele. Jeg er månesyg. Lunatic.

There is a house in New Orleans. They call The Rising Sun. And it's been the ruin of many a poor boy. And God I know I'm one.

At dø langsomt, iskold

2011-10-02T16:50:00.002+02:00

Har planer om at blive intellektuel og starte med at lære alt om fugle. Det er en god plan, synes jeg. At starte med sene aftener og tunge bøger og ikke spekulere så meget på en faktisk nutid, men hellere leve i bøgernes postmodernistiske univers. Alt der er post er godt. Det er hvad der sker bagefter og ikke nu.

Og fugle er ukomplicerde i alle henseender og kan endda flyve. De partner sig, parrer sig, forældrer sig, flyver, dør, uden at tænke på fremtidig karriere, ægteskab, huller i sokkerne eller virkeligheden. De ser kun på håndfaste realiteter.

Jeg kommer hele tiden i tanke om flere ting. Der gør mig lidt vemodig. Og verden i dag er fyldt med mennesker med permanentet hår og dårlige tilbud, bløde havregrynskager og kolde tæer. Det er håndfaste realiteter.

Jeg er en dårlig fugl. Jeg burde vide, det er på tide at flyve væk. Men vælger i stedet at dø langsomt, iskold.

2011-10-02T15:49:00.001+02:00

Parforhold stinker.

Punktum.

Weekend

2011-10-01T19:44:00.002+02:00

Har haft en fabelagtig weekend so far. Hvis jeg må have lov til at gå ud fra, den startede i torsdags?
Fik sms fra Paris - tro det eller ej - og flottefyr, der ville høre, om jeg skulle have noget med hjem fra "byernes by"?
Fredag mødtes jeg med en sød og rar veninde til eftermiddagskaffe. Men det var varmt. Så det blev til fri soft-ice på Jensens Bøfhus i stedet. Jeg spiste meget soft-ice. Meget. Da aftenen nærmede sig, tog jeg hjem til Line-veninde og spiste sushi. Hø hø. Og mere til. Hø hø. Derefter tog vi til koncert i "Kælderen". Det var virkelig skidt, så den forlod vi ret hastigt. Til gengæld var det en meget stjerneklar aften, og vi spiste ostemadder og så slutningen af "Det nye talkshow".
I dag stod vi op og lavede pandekager til morgenmad. Trak i sportstøjet for at dyrke velgørenhedszumba. Der viste sig først at være næste weekend. Så i stedet cyklede vi ned til vandet med madpakker og soppede og det var virkelig hyggeligt.
Nu lader jeg op til en aften i selskab med min mor og søster. Jeg har sat jazz på afspilleren og mor har sat cookies i ovnen. He he. Weekender er ikke helt det værste, jeg ved.

So long, sonnyboy.

Donald, hvor er dine bukser?

2011-09-28T23:43:00.002+02:00

Jeg har hørt den her sang så mange gange nu. Den er helt og aldeles frygtelig. Drengens tydelige mangel på hæmninger er direkte horribel.
Alligevel er den på en lettere forskruet måde for mig blevet indbegrebet af Skotland. Hvis man da ser bort fra skulpturer på kirkegårde af nuttede skødehunde eller mænd med sækkepiper udklædte som faun.

Anyway. Lyt, se, græmmes og nyd det skyldigt.

Here we go again...

2011-09-26T23:23:00.002+02:00

Lurer på at indsende min nyligt færdiggjorte digtsamling "Ingen ser (alt det, der er)" til et forlag. Har allerede kontaktet Lindhardt & Ringhof omkring det opsætningsmæssige, har påbegyndt et følgebrev og... Så er det bare om at tage mig sammen og trykke "send".

Jesus. Kristus. I himmelen. Det er spændende.

SPEJLING

2011-09-25T23:00:00.000+02:00

En næsten erotisk spejling
oppefra
af mit løstsiddende hår
og den let rystende barm
under alt det
krøllede tekstil

Det er ikke bare i øjeblikket
men som regel hver formiddag
aften
at jeg for en tilfældig fremmed
virker vulgært levende
og uden undtagelse overses
til fordel for spejlingen

Af alt i hele verden

2011-09-24T17:49:00.003+02:00

Jeg plejer ikke at sige til nogen, hvad jeg føler for dem. Det kan jeg ikke. Jeg er bange for at blive såret, hvis jeg blotter mig på den måde. Fordi at det er sket hver gang, jeg har gjort det. Og jeg kan ikke bære den smerte. Alligevel bliver jeg ved med at vende tilbage og blotte mig i forsøget på at genvinde noget af den rene, uskyldige kærlighed. Jeg sidder stadig afklædt, forstå mig ret, og alle jeg kender, går med knive.

Overvejer at stikke af. Helt alvorligt. At skrive det på bloggen er ikke et "råb om hjælp" men en nøgtern konstatering. Mit liv er en hverdag, jeg ikke kan finde fodfæste i, mit sind er et kaos, ingen kan finde fodfæste i, og jeg har brug for at få at vide, at alting er okay. At jeg er tilstrækkelig og ikke et nødvendigt onde. At jeg var værd at falde for, selvom jeg gør alting meget værre, end det i virkeligheden er.

For fanden. Først ked af det, såret, ked af det, vred, relativt tilfreds, nervøs, glad, for at ramme forvirret med et brag uden lige. Jeg har for alt i verden ikke lyst til at give slip, og jeg har for alt i verden heller ikke lyst til, at min emotionelle rutsjebanetur får en gratis ekstra omgang.

Så giv mig dog et svar. Af alt i hele verden, fortjener jeg da så ikke i det mindste dét?

Hvad er jeg for dig?

2011-09-24T17:37:00.001+02:00

Fordi Norah Jones virkelig har forstået det. Og jeg er en smule ynkelig.

Momento

2011-09-23T15:28:00.002+02:00

En kort film jeg i denne uge har været med til at lave. Jeg er de sorte støvler og "æstetik". Og mit højre øje er også med.

Den handler om Dansk TalentAkademi. Lavet af nogle elever på Dansk TalentAkademi. Hvis du synes det er bare lidt fedt, er der 7 andre og sandsynligvis endnu federe videoer på YouTube, hvis du søger "Dansk TalentAkademi". Simple as that.

Druknedøden længe leve

2011-09-23T13:29:00.002+02:00

Jeg har bare lyst til at drukne mig selv i et hav af tekstil og håbe på, han vil sørge over mig og det faktum, at jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne holde ud, at han tilbageholdt sin ømhed og affektion, selvom jeg højere end noget andet ville ønske, jeg kunne sige til ham, at jeg elsker ham.

Anekdote

2011-09-22T23:03:00.003+02:00

Vi sagde, det var et telt. Det var stort og blødt, og vi kravlede ind under det, mest mig. Man kunne se kanten af min BH, jeg var ligeglad, han kløede sig i skægget og sagde, det var stort, kæmpe, dobbelt, et telt, et telt, et telt. Jeg sagde, vi burde bruge det som telt, men han var uenig, for det ville ikke kunne holde regnen ude, det vidste han som teltekspert. Vandet ville strømme ind. Vand, sagde jeg, i store mængder. Vi kunne være med i den der film. Så sagde han ikke mere.

Og hvad så, hvis vi blev våde.

Den lyd siger jeg, når jeg pakker mig ind i tæpper, svarede han mig dagen efter. Siger du ingen lyde? Jeg ville så gerne kunne sige som en bjørn, ligesom han. Jeg siger ingen lyde. Finder kun på drømme og bliver der. Det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle ham. Nej, sagde jeg så. Jeg laver ansigter. Mest. Han rynkede på næsen. Ansigter. Du er en mærkelig én.

Du har nogle mærkelige øjne, havde han sagt, idet han vågnede. Hvorfor? Spurgte jeg. De er store og kigger på ting, sagde han, og hans øjne var så druknede blå, at jeg vidste, det næsten var for sent at redde ham.

Hvad skal jeg sige? Jeg har ingen titel.

2011-09-20T23:54:00.004+02:00

Jeg har skrevet mit første gode digt i lang tid. Jeg ved ikke, hvad det kom sig af. At cykle alene hjem i nattemørke og støvregn med ordet "Æstetik" skrevet med sprittusch henover mine bryster? At have to uåbnede (nu åbnede) plader Ritter Sport i rygsækken? At tage et varmt bad mens mine forældre krympede sig i sofaen til en gyserfilm, blot for efterfølgende at få lov til at sidde i fred og ro i skrædderstilling kun iført badekåbe og turban? At indse, at jeg faktisk ikke er så slemt et menneske, som jeg gik og troede? Det hele, måske?

Uanset hvad. Jeg skrev et digt. Et godt digt. Jeg vil ikke lægge det på bloggen med dette indlæg, I skal ikke vide det er det gode digt, hvis jeg en dag deler det med jer. Fordi jeg vil nyde følelsen lidt endnu.

P.S. I dag har jeg lavet de første sekunder af en stop/motion film, og selvom det overordnede emne lidt er noget værre møg, var processen vidunderlig.

Et billede fra stop/motion filmen af mit øje

P.s. jeg har det godt.

2011-09-20T14:03:00.002+02:00

Det stormer for Gud ved hvilken uge i træk. Det værste er, at jeg virkelig nyder det. Ikke nødvendigvis stormen, men vinterluften. Frosten. Det er snart vinter. Mentalt er jeg virkelig klar på snevejr og brændeovn.

Jeg har lige færdigskrevet en jobansøgning, jeg ville have været ude at aflevere i dag. Indtil det gik op for mig, at det kan jeg slet ikke nå. Øv. Heldigivs er der 1½ uge at løbe på endnu.
Men igen - det er mig. Jeg når virkelig ingenting lige for tiden, selvom jeg har alverdens tid. Om en uge skal jeg starte på kørekort, og jeg har stadig ikke fået klaret det med lægeerklæring og fotografi. Verdammt. Jeg satser på, at det stadig kan nås. Ikke?

P.s. jeg har det godt.

Stille dag, stille rum

2011-09-17T12:20:00.002+02:00

Sidder bag skranken på museet. Det er en stille dag. Vågnede til en sms fra flottefyr, der har holdt valgfest helt indtil nu. Det er vildt.

Det småregner udenfor, det er mørkt og gråt, min kollega er ovre og give rundvisning. Puh.
Stille dag, mange, mange gæster. Enkelte står udenfor i regnen og ryger cigaretter. Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne væk. Jeg vil gerne meget andet end lige at sidde her og lytte til trompetmusik fra en film, jeg selv er med i.

Hvordan kan 50 mennesker være så tyste? Nu er der ikke engang længere nogen, der står og ryger. Regnen holder sågar også pause.
Det er vintermørkt, vinterdunkelt, jeg overvejer, om jeg er en social forpligtelse eller længeventet.

Merde. Jeg tror, at både gæster og overvågningskamera holder øje med mig. Jeg sidder bag skranken. Jeg skriver bag skranken. Jeg er en dårlig medarbejder, og alligevel den, de smiler bredest til.

Vil fylde mig med dårlig mad, junk-food i lange baner, kun fordi at jeg har slanket mig af hjemflytning og dårligt humør. Også selvom humøret kun er lunkent nu.

Det regner igen.

Jeg orker det simpelthen ikke

2011-09-16T19:40:00.003+02:00

Det. Mine forældre. Deres venner. Samme selskab jeg rejste til Tjekkiet med. Den værste ferie nogensinde. Og nu er de her. Det plejede at være hyggeligt. Indtil de besluttede sig for, at jeg ikke var et barn mere, og derfor skulle hakkes på. Sådan i opdragsmæssig øjemed, da jeg da naturligvis skal have den bedste bagage med videre i livet.
Hold nu op.
De forventer, at jeg kan indgå i et selskab hvor dialogen groft sagt går således:
"Jamen hos os er vi jo mere frie"
"Jamen hos os dyrker vi vores pædagogiske kapacitet til at omfavne tilværelsens mørkere facetter"
"Naturligvis, naturligvis. Hos os har vi fået installeret diverse systemer der afhjælper lignende problematikker"
"Og så plukkede vi svampe og satte blomster i håret og havde bare tæer og lyttede til syremusik og det sneede og vi dansede mellem elmetræerne til gøgens sang"
"Hvor herligt! Med lilla bleer om håret og frisatte bryster! Vi er de frieste, mest åbne hippie-mennesker i hele verden!"

Akademiker-pædagog-wannabe-hippie-forsamling. Hvor er jeg bitter. Måske fordi det er "så asocialt af mig bare at lukke mig inde bag min intellektuelle facade og sprede negativ stemning med den dér bog". Og så kan jeg i øvrigt "være velkommen til at forlade sofaen og slutte mig til selskabet igen, når jeg er færdig med at læse!"

Sip jeres lorterødvin, jeg gider det simpelthen ikke. At gå ud fra at jeg har det helt fint med at diskutere ligegyldige ting, der hovedsageligt drejer sig om flippet fortid, børneopdragelse og autodidakt pædagogik. At jeg snildt kan indgå i et selskab med en gennemsnitsalder på 45, hvor alle intime grænser er nedbrudt, og det er okay at spørge mig om så private ting, at jeg mister evnen til at formulere mig. At det pludselig er tilladt at bruge mig som udstillingseksemplar af ungdommen, selvom jeg længe har været langt mere moden end det dér...

Jeg tyede til retræte i kælderen med resterne af blød chokolade. Det show kan de kraftedme få lov til at køre uden mig.

Når jeg ser et rødt flag smælde...

2011-09-16T00:15:00.002+02:00

Jeg er en glad Sofie. Undskyld hvis jeg skuffer nogen med politisk overbevisning, men den burde I allerede have regnet ud...

HURRA! HURRA! HURRA!

Københavns klistermærke

2011-09-15T01:13:00.002+02:00

København. April 2011.

VIL VIL IKKE VIL VIL IKKE VIL

2011-09-15T00:35:00.002+02:00

Jeg gider ikke skrive om valget, så jeg vil skrive om regnen eller om de selvlysende stjerner på min væg.
Jeg gider slet ikke snakke om kærlighed, så hellere om overfladiske amerikanske tv-shows på DVD en onsdag aften.

Mest af alt vil jeg tale om, hvor rart det er at være til i dette sekund. Jeg har ikke noget at brokke mig over. Lige nu går det hele for første gang i lang tid faktisk meget godt.

Storm

2011-09-13T12:02:00.003+02:00

Det stormer så meget udenfor, at min dør klaprer, selvom alle vinduer er lukket. Det stormer så meget udenfor, at jeg først havde lyst til at stå op, da klokken var halv elleve formiddag. Det stormer så meget udenfor, at alt andet virker vinterligt tyst, og selv menneskelyde pakkes væk.

Det stormer så meget, at jeg sidder her. Og bare sidder. Fordi stormen er undskyldning for ikke at behøve at gøre noget som helst.

2011-09-12T18:18:00.002+02:00

Men inde bag facaden
bli'r jeg dolket i rouladen!

(P.s. Den giver jeg Anne Linnet credit for)

2011-09-12T13:01:00.001+02:00

Jeg har en veninde, der får vokset armhulerne.

Hvorfor?

Murder on the dancefloor!

2011-09-10T17:50:00.002+02:00

Jeg skal i byen i aften. Vogt jer på det dansegulv, for det her er, hvad der venter jer!

HER. DIG.

2011-09-06T22:41:00.000+02:00

Er det sådan, fuglene lyder?
Er det sådan, en himmel ser ud?
Hvis jeg lytter,
kan jeg høre vinden ånde
Blæst.
Er det sådan, det lyder?

Jeg lægger mig ned
her
Vil for en gangs skyld
ikke
tænke på dig

Min søndags soundtrack

2011-09-04T23:31:00.000+02:00

Niels Lan Doky.

Søndagsstatus

2011-09-04T22:29:00.003+02:00

Heeej, jeg er træt. I to dage har jeg slæbt, slæbt, svedt, svedt, pudset, støvsuget og hvad gi'r du mig! Sagen er nemlig den, at jeg øjensynligt ikke får råd til at flytte i egen lejlighed. Desværre. Så alle flyttekasserne skulle udpakkes. Det gamle værelse hos mor og far skulle rengøres og sorteres. Og nu har jeg et kælderhjem. Mere eller mindre. Jeg har i hvert fald gulvplads igen. Og et skrivebord jeg kan sidde ved.

I morgen skal jeg starte på mit nye arbejde. Jeg er nervøs. Det er nemlig kun prøveperiode indtil videre. Shit shit shit. Jeg krydser fingre.

2011-09-04T01:18:00.002+02:00

Min lampe lyser
på væggen.

3 små dyr svømmer i luften til lyden af
ingenting
og kun æggende for lampens
kærlighed

Det er sent.
Jeg venter på breve og
ord
forventer breve
og ord

min krop er tung og jeg
kan knap kende mig selv

katarsis
katarsis
katarsis

Det er for sent
til
ord
til
tid
til
tusinde kys
til
dig
til
dig
til...

Pia Juul på en torsdag (fotodagbog # 4, 1.9.2011)

2011-09-01T23:21:00.004+02:00

I dag er den 1. september. I dag er den første efterårsdag. Det kan jeg mærke. I min krop. Jeg har sjældent haft så stor lyst til at iføre mig to tons uld og holde mig indendøre.
Men jeg skulle noget i dag. Jeg skulle til FGK tidligt, for Pia Juul kom for at undervise os. Og det var... Sublimt. Hun er virkelig en fin dame. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om det ene værk af hende, jeg har læst; "Mordet på Halland". Men i virkeligheden er hun helt anderledes. Hendes tekster er helt anderledes.
Så læste hun op til "Poesi på en torsdag", og selv min far, der sædvanligvis ikke er så begejstret for (især moderne) dansk lyrik, kunne lide det. Det er noget. Han skulle også selv læse højt. På persisk. Af Omar Khajjams digte. Det var til gengæld mærkeligt, for jeg har aldrig før set min far læse højt. Altså udover godnathistorier o.lign. Men han var god. Det var han.

Jeg tænker mystiske ting, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra. Jeg har en utrolig trang til at male på flottefyrs krop, tegne på ham. På en ikke-erotisk ikke-syrekunstner agtig måde. Jeg tror bare, det er fordi jeg savner sådan. Fordi jeg ikke kan gøre mig klog på ham og os. Jeg har lyst til at stikke af med ham. Samtidig er jeg bange for og næsten sikker på, han ikke har lyst til at se mig igen.
Jeg elsker dig, jeg elsker dig ikke, jeg elsker dig, jeg elsker dig ikke...
Det kan bare heller ikke passe. Jeg lærer aldrig at forstå menneskets sind. En passion dør på afstand, vækkes til live ved gensynet, men kærligheden falmer måske. Er afstand et dræbende element? Selvfølgelig er det det. Er valgkampen et dræbende element? SELVFØLGELIG ER DEN DET!
Der er så meget af mig, han endnu ikke kender, så meget af ham, han ikke ved, jeg kender. Jeg har lyst til at møde ham på ny igen og igen. Jeg har lyst til at kysse ham, kysse hans pande, tørre sveden af hans overarme og fortælle ham, at han aldrig vil møde én som mig. At jeg aldrig vil møde én som ham. At to dele godt kan passe sammen, selvom de har forskellig farve.

Jeg bryder mig ikke så meget om den uforudsigelig, der præger mit liv. Måske har jeg et job, men jeg skal i prøveperiode næste uge. Måske har jeg en kæreste, men han kan ikke beslutte sig. Han tager mere og mere afstand. Jeg bliver mere og mere forvirret, mere og mere klar over alt det, jeg burde have gjort. Måske kommer jeg aldrig videre. Måske sidder jeg fast i mit eget rod.
Jeg har ikke lyst til at elske en anden.

Man Ray

2011-08-31T15:21:00.003+02:00

Faldt over denne vidunderlige fotograf. Nøgenhed, surrealisme, 20'ernes Paris. Han tog billeder af både Hemingway og Picasso såvel som Coco Chanel.

Gamle mennesker og livsindhold

2011-08-30T23:51:00.002+02:00

Min omgangskreds har en gennemsnitsalder på 35. Tror jeg. Det er sørgeligt, men sandt. Tanken blev udløst af at sidde med et stykke citronmåne og en kop grøn the på et filttæppe og tænke "Det her er vidunerligt", indtil samtalekammeraten siger "Du er en skarp pige. Kvinde? Hvad skal jeg kalde dig? Du er jo halvt så gammel som jeg!".
Øv.
Jeg kan godt lide folk på min mors alder. Det er ikke det. Men de er på min mors alder.

Jesus. Det er jo det her behov for en struktureret hverdag, som jeg ellers havde svoret mig imod. Men den har alligevel været min hverdag, siden jeg var 3 år gammel! Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ingen klassekammerater. Intet behov for vækkeur. Ingen regelmæssighed. Alting er bare én stor udflydende masse, og jeg har kun 2 dage om ugen at hænge den op på. Jeg vil have venner igen. Som jeg rent faktisk ser hver dag fra 8-16. Især... Jeg boede jo på kostskole sidste år. Der var folk hele tiden. Havde jeg brug for et kram eller en film eller en gåtur skulle jeg bare banke på hos... Ikke naboen, men næsten, ikke? Min nuværende nabo er en gigantisk ederkop på trappen, ellers mine forældre eller min 9-årige søster. Hun er cool, det er ikke det. Blah. For en måned siden følte jeg, at jeg var ved at blive en social retardo. Nu er skaden sket. Min verden falder langsomt fra hinanden. Er det totalt skørt at ønske sig tilbage til 3.g? Det er garanteret kun fordi jeg ikke kan huske følelsen af dræbende stress.

Det her føles vigtigt. Som et vendepunkt af en art. Måske tager mit liv fra nu af en nny drejning? Min fotodagbog får mig til at virke sørgelig og taberagtig, så jeg holder nok lige en pause med det. Fra nu af hedder mit livs mission: "Destination indhold!" og så er det fandme bare om at få smækket noget indhold ind i min 19-års krop (lad for Guds skyld være med at læse det som noget seksuelt). Fandme!

Luz Casal

2011-08-30T13:22:00.004+02:00

Hun ligner en mellemting mellem Edith Piaf og Betty Blue, synger på spansk og det er flot.

Nej, nej, nej, jeg er ikke sædvanligvis til den slags

2011-08-30T12:56:00.004+02:00

Jeg ved det, Destiny's Child og mig... Men. Den her sang er så god. Da jeg stoppede på gymnasiet, var der en fantastisk pige fra min klasse, der sang den (ps. hun vil være operasanger, er meget utradionel og afsindigt dygtig). Jeg havde aldrig hørt den før, men... Nu er den vokset lidt på mig. Selv teksten!

It's over and done
but the heartache lives on inside
And who's the one you're clinging to
instead of me tonight?

And where are you now, now that I need you?
Tears on my pillow wherever you go
I'll cry me a river that leads to your ocean
You never see me fall apart

In the words of a broken heart
it's just emotions taking me over
Caught up in sorrow
lost in the song
but if you don't come back
Come home to me, darling
don't you know there's nobody left in this world to hold me tight
nobody left in this world to kiss goodnight
Goodnight, goodnight

I'm there at your side,
I'm part of all the things you are
But you've got a part of someone else
You've got to find your shining star

And where are you now, now that I need you?
Tears on my pillow wherever you go
I'll cry me a river that leads to your ocean
You never see me fall apart

In the words of a broken heart
it's just emotions taking me over
Caught up in sorrow
lost in the song
but if you don't come back
Come home to me, darling
don't you know there's nobody left in this world to hold me tight
nobody left in this world to kiss goodnight
Goodnight, goodnight

And where are you now, now that I need you?
Tears on my pillow wherever you go
I'll cry me a river that leads to your ocean
You never see me fall apart

In the words of a broken heart
it's just emotions taking me over
Caught up in sorrow
lost in the song
but if you don't come back
Come home to me, darling
don't you know there's nobody left in this world to hold me tight
nobody left in this world to kiss goodnight
Goodnight, goodnight